Sicilia insula est

Dette var de første ord, jeg lærte, da jeg i III mellem åbnede min første latinbog for at starte den lille latinprøve – lidet anende, hvilken betydning Sicilien ville få i mit senere liv.

Latinbogen fortsatte i andre baner og gav ingen yderligere oplysninger om, hvad Sicilien var - ud over at ”være en ø”. Min nysgerrighed blev heller ikke vakt ved disse ord, så da jeg i 1960 ankom til Sicilien for første gang, var mit kendskab til øen og dens befolkning yderst begrænset. Jeg ankom fra Danmark efter en 3000 km lang køretur med en gammel Mercury, som efter at have lagt Calabriens små bjergveje bag sig (motorvejen standsede ved Napoli) var nær ved at opgive at fortsætte. Jeg gik om bord på en lille færge ved aftenstid og ankom til Messina, netop som solen var ved at gå ned.

Jeg glemmer aldrig synet af bjergene, der steg frem a varmedisen, badet i den nedgående sols gyldne lys. Jeg tilskrev min sindsbevægelse den forelskelse, der havde bragt mig til Sicilien, men set med hukommelsens øjne og med en herlig last af mange års ophold på øen, tror jeg, at min bevægelse i det øjeblik lige så meget skyldtes mit første møde med en anden stor kærlighed i mit liv: kærligheden til Sicilien!

Jeg flyttede til Sicilien i 1965 og har derfor opholdt mig den største del af mit liv her på øen. Efter at have fået fem sicilianske børn og i flere år levet det liv, som, da jeg kom herned, var det eneste mulige for sicilianske kvinder: hjem, børn, madlavning, indkøb, besluttede jeg at indlede et heftigt kærlighedsforhold til øen.

Det havde fra de allerførste år af mit ophold på Sicilien undret mig at så få talte om de vidunderlige kunstskatte og mindesmærker som findes hernede, hvorimod alle talte om et fænomen, som trods alt vedrørte et mindretal: mafiaen. Jeg sprang derfor ud som forlægger og startede med at udgive et turistblad om Sicilien.

Det viste sig at være mere kompliceret end som så. Jeg opdagede hurtigt vrangen af Sicilien - nej, ikke mafiaen – men en alt kvælende bureaukrati og ... mange flere udgifter end jeg havde regnet med.

Gode råd var dyre.

Med dansk stædighed ville jeg bestemt ikke give mig, så da jeg blandt andet allerede var en habil fotograf, købte jeg en god Nikon D5 og begyndte at tage mine egne billeder til bladet. Dette havde to fordele: for det første sparede jeg penge, og for det andet lærte jeg Sicilien at kende som få andre.

Dette bragte mig nemlig i de næste år rundt på hele øen: ud til store og små byer, op på de højeste bjerge, rundt i de fire naturparker og mange af de 90 naturreservater. Jeg fotograferede de utallige arkæologiske områder, snesevis af kirker, altertavler, malerier, statuer, kunstværker, mennesker, landskaber, træer, blomster, dyr ... kort sagt lagde jeg bunden til et arkiv, som i dag tæller tusindvis af billeder og cirka lige så mange minder om møder med søde, hjælpsomme, gæstfrie sicilianere, fra hvis balkoner jeg fik lov til at fotografere kirketårne og andre bygninger, som har tendens til at ”falde bagover”, når man fotograferer dem fra jorden. Jeg har aldrig fået et nej, når jeg bad om hjælp – og tit fået en tår kaffe oven i købet

Sikania (Siciliens gamle navn), mit turistblad, fylder 25 næste år og giver i dag arbejde til et helt lille hold af dygtige journalister og grafikere. Arbejdet på kontoret er taget til, og andre fotografer har måttet tage mange af ”mine” ture ... men hver gang jeg kan, flygter jeg med mit fotografiapparat og fordyber mig i en natur eller i en by eller i en kirke med den samme næsegruse beundring for den uendelige skønhed, jeg møder overalt.

Disse hjemmesider er derfor min kærlighedserklæring til Sicilien – en ø med problemer, men med et endnu større hjerte og en utømmelig, uendelig, enorm skattekiste af dyrebare mindesmærker fra en storslået fortid.