Call us: +39 091543506

Concordia Templet (Tempio della Concordia)

Concordia Templet

Foran det velbevarede Concordiatempel afholdes der hvert år en stor folkedanserfestival

“I Concordia Templet – skriver Pietro Griffo, én af de største kendere af Akragas – fremstår den doriske arkitektur fra det V århundrede med alle de elegante finesser, der er et kendetegn for denne stilart. Her nåede de en sådan grad af fuldkommenhed, at dette mesterværk af harmoniske former og ligevægt ikke kan beskrives med ord. Lignende finesser har sikkert ikke manglet i de samtidige agrigentinske templer (her og der er det muligt at se beviser herfor), men intetsteds har man denne fornemmelse af helheden, der gør, at Concordia Templet hensætter den besøgende i en tilstand af målløs fortryllelse, samtidig med at det omkringliggende landskabs skønhed trænger ind i éns sjæl med vibrationer, som minder om musik. Gud give den besøgende måtte ankomme i den magiske time omkring solnedgang: han vil da modtage et indtryk, som aldrig vil forlade ham resten af hans liv”.

Templets navn er opfundet og blev givet, fordi der her blev fundet en romersk indskrift, som hentydede til en helligdom tilegnet “Concordia” (freden) mellem Agrigent og Lilibeo, der dog intet med selve templet havde at gøre.

Templets velholdte stand skyldes en heldig omstændighed: modsat de øvrige hedenske templer, som overtroiske og uvidende kristne rev ned (et edikt herom blev udstedt) blev denne bygning omskabt til katolsk kirke i det 15 århundrede og tilegnet Sankt Georg. Fra den tid stammer buerne i cellaens mure og andre forandringer, som dog reddede templet fra destruktion. Først i 1788 blev bygningen, på nær buerne, ført tilbage til dens oprindelige, uforlignelige form.

Det er også muligt at se den absolutte, strenge byggeteknik, som er typisk for dette tempel: såvel i den præcision hvormed cellaens enorme blokke af tufsten er blevet tilhugget for at opnå den maksimale tilpasning, som i søjlernes render, der blev udhugget, efter at de enkelte tromler blev sat ovenpå hinanden. Disse fine lister, som løber langs med hele søjlen, giver en fin overgang fra den ene tromle til den anden. Kort sagt, et sublimt mesterværk, som på ophøjet vis repræsenterer den græske kultur på Sicilien.