Da den lærde tysker Bartels besøgte Sicilien i 1786, lagde han mærke til et karakteristisk træk ved Cataneserne: deres arbejdsomhed, en egenskab, der har fået byen til at genopstå gang på gang, uden hensyn til jordskælv eller krige - gamle eller nye.

Catania er en gammel by af græsk oprindelse (Katane) og blev grundlagt på ruinerne af en forhistorisk landsby af indvandrere fra Grækenland i 729 f. Kr. Den allerførste kerne, akropolis, blev opført på det område, hvor benediktiner-klosteret i dag ligger. Siden blev der bygget templer, væddeløbsbane, gymnasium, mønt, akvædukter og termalbade.
I 476 f. Kr. angreb Hieron af Syracus den rige by og deporterede efter sejren indbyggerne til Leontinoi. I 461 genindtog Cataneserne byen, men i 415 sejrede Syracus igen, og byen blev ødelagt.
I 263 f. Kr. blev Katane indtaget af romerne og erklæret for koloni. Byens befolkning voksede, og mange nye bygninger blev opført (blandt andet det storslåede amfiteater) og andre restaureret.

I løbet af de næste århundreder fulgte Catania de øvrige historiske tildragelser på Sicilien og havde kun det ene særlige kendetegn, som bestod i byens tætte forhold til vulkanen. Byens historie afhænger nemlig i lige så høj grad af vulkanens luner, som af menneskelige forhold. Etna giver liv, men også død og ødelæggelse, og den har ofte overrasket Cataneserne med pludselige udbrud eller jordrystelser. Man kan opremse mange datoer: 1169, da et stærkt jordskælv dræbte 15.000 mennesker; 1669, da den glødende lava nåede ned til byen og med høj syden kastede sig i havet og efterlod ren sorg og fortvivlelse i sine spor ; 1693, det år et jordskælv lagde byen komplet i ruin og var årsag til 16.000 menneskers død.

Denne sidste ulykke havde dog også andre positive følger. I løbet af de sidste år af det 17. århundrede var byen en stor byggeplads, og mange af de enestående monumenter, der i de år blev frembragt, er i dag en pryd for byen, så meget at den nu af optaget på UNESCOs Verdensarv list.