“Den er lille og yndig, som den sidder der ved flodens bredder med haver og promenader, som når helt ned til bølgerne”. Disse ord, der blev skrevet af Guy de Maupassant, som besøgte Syracus i slutningen af det 19. århundrede, beskriver en hel anden by end den strålende storby Syracus var i det V århundrede f. Kr. Dengang, da Dionysios den Første sad på tronen, var det en af de største og mægtigste byer i Middelhavet, med templer og palæer, haver og springvand, rig på penge, kultur og magt.

Syracus blev grundlagt i 734 f. Kr. af indvandrere fra Korinth, som bosatte sig på en lille ø, Ortigia, lige ud for fastlandet. De havde selvfølgelig ikke nogen anelse om den store fremtid, deres koloni gik i møde, men ekspansionen begyndte næsten med det samme med underlæggelsen af de nærmeste byer.

I det V århundrede f. Kr. lod Syracus sin indflydelse mærke i hele Middelhavet, og mange begivenheder, som har været afgørende for historien i de år, er knyttet til denne by: Kartaginiensernes nederlag ved Imera i 480 f. Kr.; etruskernes nederlag ved Kumae i 474, som forhindrede dette folks ekspansion mod syd; sejren over Athen i 413 i ét af de mest storslåede søslag i gammel tid. I denne periode blev nye kvartere bygget, såsom Neapolis, som i dag udgør det arkæologiske omr.

Det var kun med store ofre og list, at det lykkedes for romerne i 212 f. Kr. at indtage byen, der var blevet bragt i forsvar af Arkimedes’ vidunderlige opfindelser.

Skønt den efterhånden forfaldt, blev den dog ved med at være den by på Sicilien, der var mest kendt og den var så betydningsfuld, at kejseren af det Østromerske Rige, Konstantin den Anden i en periode udnævnte den til hovedstaden i hans  store rige.

I Middelalderen mistede den sit overherredømme på Sicilien, og fulgte ellers øens historie, med de skiftende herredømmer. I løbet af de følgende århundreder forandrede den sig til den rolige, lille by, den er i dag, stolt arving af en storslået fortid.