Call us: +39 091543506

Forretter og første retter

Caponata

Man kunne såmænd godt nøjes med at spise nogle af de mange sicilianske forretter for at blive mæt: enhver restaurant vil præsentere et rigt sortiment af grøntsager, serveret i olie, i dressing, kogte eller stegte, dyppet i pandekagedej og friturestegte, og dejlige specialiteter såsom sarde a beccafico, der er sardinruller fyldt med brødkrummer, pinjekerner, rosiner, eller den dejlige caponata, lavet af auberginer, løg, kapers, m.m.

Mange steder serverer man også mindre udgaver af de mange typiske street food retter: bruschetta (ristede brødskiver) med olivenpaté eller friske finthakkede tomater med hvidløg, små friturestegte fisk, friturestegte pannelle (små kikærtepandekager), cazzilli (stegte kartoffelkroketter) osv.

Cous cousHvad første retter angår, er det stadigvæk muligt at finde egnsbestemte retter: i Palermo kommer pasta con le sarde (pasta med sardiner) ind på førstepladsen, tæt fulgt af sformato di anelletti (ringformet pasta med kødsovs, bagt i ovn). I Catania er den førende første ret uden tvivl pasta alla Norma (pasta med tomatsovs, stegte auberginer og saltet ricottaost), opkaldt efter Vincenzo Bellinis mesterværk. Endnu en siciliansk berømthed, Pirandello, har lagt navn til en spaghettiret med tomat og tumaost i sin hjemby, Agrigento.

I Trapani har retten couscous fra den arabiske domination af øen overlevet adskillige århundreder. Mere end en første ret er det faktisk et helt måltid: det er dampkogt semulje, serveret med fiskesuppe, grøntsager og kød. I Messina må man prøve sciusceddu, en herlig suppe med små kødboller og ost, medens man i Caltanissetta bør smage de lækre cavateddi (en helt speciel form for pasta).

Til pasta kan man lave meget udsøgte sovse, men også meget enkle: pasta c’anciova (med ansjoser) er f. eks. såre simpelt, ligesom pasta a picchi pacchi, dvs. med rå tomater og basilikum. Der er i øvrigt rigtig mange sovse med grøntsager. En af de rigtig gode er frittedda, lavet med artiskokker, hestebønner og ærter.