Det første danske bryllup i Corleone
Sådan begyndte det
Den 5 juni 1998 blev det første danske par gift i Corleone på Sicilien. Det vakte stort røre i de italienske aviser, da rygtet om det forestående bryllup kom ud, og der kom nogle beske artikler om et ”makabert bryllup”, et ”pulp bryllup”, et “mafia bryllup”, Jeg har siden 1965 haft fast bosat i Palermo og fra 1985 været dansk konsul på Sicilien. Jeg blev derfor meget ærgerlig og besluttede derfor at undersøge grunden til de unge menneskers valg af Corleone til deres bryllup og en helt anden historie kom frem.
En sjov og anderledes historie
Det viste sig, de havde fået ideen ved at tale med en af deres venner, journalisten Mario Riewerts, som netop havde været i Corleone. Han havde ikke fundet plads på byens eneste hotel og da han forhørte sig om et andet sovested på den lokale bar, erklærede barmanden: ”Du kan sove hjemme hos mig” og det gjorde han så de næste tre dage – med fuld kost og logi og omvisning på stedet. Han blev så overvældet af denne uventede, overstrømmende gæstfrihed, at han fortalte det til alle sine venner. Deraf beslutningen.
Et rigtigt mediebryllup
Jeg bad om de unge menneskers tilladelse til at invitere pressen til deres bryllup og udover de italienske medier kom 20 danske journalister til Corleone. Dagen blev herlig og alle fik lejlighed til at se Corleone fra en anden side, som også eksisterer, men sjældent bliver omtalt.
Sådan kom der en piazza Danimarca i Corleone
Som forventet kom der flere artikler frem i den danske presse og det resulterede i endnu flere par, der valgte Corleone til deres bryllup. Hvert par plantede, som det første par gjorde det, et oliventræ på en plads i Corleone, som dog ellers lå brak hen. Da de første tre træer stod på pladsen, besluttede byens administration at kalde pladsen Piazza Danimarca og i år 2000 var den danske publicistklub på ferie på Sicilien og satte navneplade på pladsen. Tulip skænkede en flagstang, publicistklubben flaget, det danske konsulat en vimpel og Ceres bænke til pladsen.
Det næste år kom den danske billedhugger Søren Koefoed til byen og skænkede pladsen en flot marmorstatue, ”Den nye Dag”, hugget på stedet.
Ellers lå pladsen lidt forsømt hen – indtil for nogle år siden. Nu står den flot beplantet med oliventræer, plantet af – indtil videre – 25 danske brudepar.
Pladsen ligger op til to børnehaver og et ungdomscenter og i 2014 ankom en flok unge mennesker fra de danske produktionsskoler på udvekslingsrejse med unge fra Corleone og i fællesskab byggede de en legeplads med gynger og rutsjebaner og klatrestativ på piazza Danimarca.