Messina
Messina er Siciliens indgangsdør
Messina er den første by, man møder, når man ankommer til Sicilien fra Italiens fastland. Den er moderne af udseende, men er dog en meget gammel by, der besidder en sand rigdom af folkesagn, som vidner om dens historie i ligeså høj grad som de få monumenter, der er tilbage efter et stort jordskælv i 1908.
Lidt historie
Den græske epoke på Sicilien begyndte på den lille kyststrækning, der går fra Messina-strædet ned til Syracus: det var nemlig her indvandrere fra Kumae og Calkidide, omkring 756 f. Kr. grundlagde deres by, Zancle, det vil sige segl.
De tilskikkelser byen kom ud for var altid tæt knyttet til stedets økonomiske og strategiske betydning. Alle de folkeslag, som bosatte sig på Sicilien, underlagde sig byen, som oplevede både storhed og forfald. Sidstnævnte skyldes både naturens luner og menneskehånd: krig, pest, jordskælv (de værste i 1783 og 1908) har haft stor indflydelse på byens historie. Det er dog forkert at tænke på Messina som en helt igennem “ny” by, for den har også kunnet modstå menneskenes triste begærlighed og naturens uskyldige grusomhed.
Messina er derfor i dag en smuk og betagende by, rig på historie og på de mindesmærker, som beboerne har forstået både at bevare og genopbygge.
Oplandet
Provinsen er den største på Sicilien, og er meget bjergrig: langs med den Tyrrhenske kyst ligger bjergkæden Nebrodi, som i dag er fredet og er Italiens største naturpark. Af byerne langs med kysten, kan man nævne Milazzo, Patti-Tindari og Santo Stefano Camastra.
Grænsen mod syd, til Catanias provins, er markeret af Alcantaraflodens naturpark. Til Messina provinsen hører endvidere de syv skønne Æoliske øer og den dejlige by Taormina.
Jordskælvet i 1908
Messina blev fuldstændig jævnet med jorden den 28. December 1908, da et jordskælv med efterfølgende tsunami tilintetgjorde byen. Indtil denne frygtelige dag havde Messina været en af de rigeste byer i Middelhavet, idet man herfra kunne rejse fra Europa til Jerusalem og Mellemøsten. Ruten via havet fra Messina var en af de mest trafikerede, og havde været det i mange århundreder. I de efterfølgende uger begyndte flere af byens overlevede kunstnere, arkæologer, embedsmænd osv. at samle værdifulde genstande, kunstværker, arkæologiske fund, m.m. for på denne måde at værne om byens lange historie og rige kultur. I dag er flere af disse ting samlet i MUME, et smukt, moderne museum, et perfekt udgangspunkt for alle byens besøgende.