Den mægtigste by i Magna Grecia
Den er lille og betagende, som den ligger der ved flodens bredder med haver og promenader, som når helt ned til bølgerne. Disse ord, der blev skrevet af Guy de Maupassant, som besøgte Siracusa i slutningen af det 19. århundrede, beskriver en hel anden by end den strålende storby Siracusa var i det V århundrede f. Kr. Dengang, da Dionysios den Første sad på tronen, var det en af de største og mægtigste byer i Middelhavet, med templer og palæer, haver og springvand, rig på penge, kultur og magt.

Lidt historie
Siracusa blev grundlagt i 734 f. Kr. af indvandrere fra Korinth, som bosatte sig på en lille ø, Ortigia lige ud for fastlandet. De havde selvfølgelig ikke nogen anelse om den store fremtid, deres koloni gik i møde, men ekspansionen begyndte næsten med det samme, da den underlagde sig af de nærmeste byer.

I det V århundrede f. Kr. lod Siracusa sin indflydelse mærke i hele Middelhavet, og mange begivenheder, som har været afgørende for historien i de år, er knyttet til denne by: Kartaginiensernes nederlag ved Imera i 480 f. Kr.; etruskernes nederlag ved Kumae i 474 f. Kr., som forhindrede dette folks ekspansion mod syd; sejren over Athen i 413 i ét af de mest storslåede søslag i gammel tid. I denne periode blev nye kvarterer bygget, såsom Neapolis, som i dag udgør det arkæologiske område.

Det var kun med store ofre og list, at det lykkedes for romerne i 212 f. Kr. at indtage byen, der var blevet forsvaret af Arkimedes’ vidunderlige opfindelser.

Skønt den efterhånden forfaldt, blev den dog ved med at være den by på Sicilien, der var mest kendt og den var så betydningsfuld, at kejseren af det Østromerske Rige, Konstantin den Anden i en periode udnævnte den til hovedstaden i hans store rige.

I Middelalderen mistede den sit overherredømme på Sicilien, og fulgte ellers øens historie, med de skiftende herredømmer. I løbet af de følgende århundreder forandrede den sig til den rolige, lille by, den er i dag, stolt arving af en storslået fortid.

Oplandet
Provinsen ligger ud til Siciliens sydøstlige kyst, og omfatter de Ibleiske højlande med et smukt landskab, der veksler mellem stenet ørken og frugtbare canyon, hvor vandløb risler muntert mellem grønne bredder. Der findes også lange ensomme kyststrækninger med sumpe – specielt Vendicari, som er et af de vigtiste fredede sump-områder i Europa. Interessant er også det imponerende begravelsessted Pantalica fra bronzealderen, som blev udgravet i de stejle skrænter langs med floden Anapo og er det største i Europa (i 2006 blev Pantalica og Siracusa sammen optaget på UNESCOs Verdensarvliste, på grund af deres store kulturelle og historiske betydning).

Siracusa med den lange historie og de prægtige monumenter er selvfølgeligt en sand magnet for turister, men der er flere spændende steder, såsom byerne Palazzolo Acreide og Noto (også optaget på UNESCO listen, på grund af de flotte barokke bygninger som pryder dem), og ikke mindst de dejlige strande.