Il Duomo
Kirken på templet
Dette er det vigtigste monument i Enna og blev med al sandsynlighed grundlagt i det 14. århundrede på ruinerne af et gammelt tempel tilegnet Kora. Den blev genopført i 1451, efter at en brand havde jævnet den med jorden, og byggearbejdet fortsatte igennem hele det 16. århundrede.
Facaden fra det 16. århundrede flankeres af et klokketårn fra det 17. århundrede med to rækker halvsøjler. På højre langside findes to portaler: den ene i renæssance stil (16. århundrede), den anden, kaldt Porta Santa (Den hellige Port) i gotisk stil.
Særdeles betydelige er også apsisserne og tværskibet fra det 14. århundrede, og en bue, som var en del af kirkegårdsgangen, og eneste der er tilbage af klosterets søjlegang.
Kirkens indre
Kirkerummet er treskibet og delt af sorte alabastersøjler med rigt udsmykkede fundamenter og kapitæller (særligt bemærkelsesværdige er den anden søjle til højre og den anden til venstre). Også de tre kapeller, som findes i tværskibet, fortjener særlig opmærksomhed: Det til venstre, står i dag i sin oprindelige skikkelse fra det 14. århundrede; det til højre er tilegnet Ennas skytshelgeninde, Madonna della Visitazione (Jomfru Marias Visitation). Hendes statue, som står i kapellet, føres hvert år den 2 juli i festlig procession igennem byen. Midterkapellet fra det 16 århundrede er tilegnet Maria Assunta (Den til himlen optagne Maria) og er rigt udsmykket med stukkatur, statuer og malerier, som illustrerer forskellige episoder i Jomfru Marias liv.
Kirkens loft er et virkeligt mesterværk i nøddetræ med tre forskelligt udskårne felter. Beundringsværdige er især de dele, som befinder sig over hovedskibet og tværskibet.
Ved højalteret står en imponerende sangertribune og koret.