La Cattedrale di Ragusa

La Cattedrale di Ragusa

San Giovanni Katedralen i Ragusa
San Giovanni Katedralen i Ragusa

Den ligger hvor Ragusas to hovedgader, via Roma og corso Italia, krydser hinanden og er tilegnet Sankt Johannes. Byggeriet blev startet i 1694, og påfaldende er en stor terrasse ud mod piazza San Giovanni. Den rigt dekorerede facade står side om side med et massivt klokketårn, som ender i et spir. Det treskibede kirkerum har kapeller fra det 19. århundrede med rig udsmykning af stukkatur.

Ragusas skytshelgen San Giovanni
Efter det forfærdelige jordskælv i 1693, som alene i Ragusa slog ca. 5000 mennesker ihjel, var mange af de overlevende bange for at blive boende samme sted. Flere bestemte derfor at flytte lidt væk, og bygge en ny by. De gamle, adelige familier ville derimod hellere blive, og byggede derfor deres palæer samme sted. Hver bydel fik efterfølgende en stor kirke, hver især tilegnet til en skytshelgen, henholdsvis Skt. Johannes og Skt. Georg, og der har siden altid været stor rivalitet blandt de respektive troende.